Ansvarlig besøg
Besøg Sepilok ansvarligt: Regler, der beskytter aberne
At holde afstand og undgå at røre ved orangutangerne i Sepilok er ikke bureaukrati – det er dét, der gør en ægte vild og sygdomsfri orangutangbestand mulig.
Se Sepilok-ture på Viator ↗Hvorfor afstandsreglerne findes
Orangutanger er blandt vores nærmeste nulevende slægtninge og deler størstedelen af menneskets DNA – hvilket er præcis derfor, afstandsreglerne i Sepilok betyder mere, end de måske ville på en almindelig zoologisk have. Den genetiske nærhed betyder nemlig, at orangutanger også er sårbare over for mange menneskelige sygdomme, fra almindelig forkølelse til mere alvorlige luftvejsinfektioner, uden noget vaccinationsprogram eller medicinsk sikkerhedsnet svarende til det, mennesker har. En regel, der måske kan virke overdrevent forsigtig – hold afstand, gå ikke tæt på, og ophold dig ikke ved en medgæst, der tydeligvis er utilpas – findes, fordi et udbrud bragt ind af turister kunne sprede sig gennem en bestand, der tog årtier at genopbygge.
Sygdomsrisikoen går begge veje
Det er ikke kun orangutangerne, der er i fare. Vilde og halvvilde primater kan også bære på sygdomme, der kan overføres til mennesker – hvilket er en af grundene til, at man fraråder at fodre, røre eller komme tæt på dyrene i Sepilok, uanset hvor tillidsfulde de virker. Centre som dette beder jævnligt besøgende, der føler sig utilpasse, om at overveje at udskyde deres besøg eller bære mundbind nær observationsområderne, især i perioder med øget bekymring for luftvejssygdomme. Intet af dette handler om at behandle dyrene som skrøbelige – det er grundlæggende biosikkerhed i et tovejsforhold mellem en yderst social menneskeabe og de tusindvis af gæster, der lægger vejen forbi hvert år.
Ingen berøring, ingen fodring, ingen undtagelser
Orangutangerne i Sepilok er vilde eller halvvilde, ikke optrædende dyr, og reglerne om ingen berøring og ingen fodring gælder, selv hvis et dyr vandrer tæt på en gangbro eller virker nysgerrig over for besøgende. At tilbyde mad – selv frugt, der ser harmløs ud – underminerer den omhyggelige, bevidst simple kost, som rangerne bruger på platformen, og kan få dyrene til at forbinde mennesker generelt med et let måltid, hvilket er det modsatte af, hvad et rehabiliteringsprogram forsøger at opnå. Tasker skal blive i de udleverede skabe; orangutanger er fingernemme og hurtige, og en uovervåget taske er en ægte fristelse, ikke blot en teoretisk risiko.
Fotografering og adfærd på boardwalken
Brug af blitz, højlydte samtaler og ethvert forsøg på at råbe til eller efterligne en orangutang frarådes, da det behandler et møde med vilde dyr som en fotomulighed frem for det, det faktisk er. At blive på de afmærkede gangbroer beskytter både skovbunden og besøgende, da terrænet er ujævnt og kan være glat efter regn. Intet af dette forringer oplevelsen – tværtimod giver en roligere og mere tålmodig tilgang typisk bedre observationer og fotos, da dyrene er mindre tilbøjelige til at blive skræmt væk, før du har fået et ordentligt kig.
Det større billede
Indtægter fra turbooking og entrébilletter ved Sepilok og de omkringliggende centre går til de løbende udgifter til veterinærpleje, skovbeskyttelse og personale, der overvåger en fritlevende bestand på tusindvis af hektar reservat – et arbejde, der ikke stopper, når den sidste gæst går hjem for dagen. At vælge centre med et ægte rehabiliteringsmandat frem for dyreattraktioner bygget op omkring tæt kontakt eller selfies er en af de mere meningsfulde beslutninger, en rejsende kan træffe i en region, hvor efterspørgslen efter ’hands-on’ dyreoplevelser stadig forårsager reel skade på truede arter som orangutangen og solbjørnen.